mandag den 10. oktober 2011

Lige om lidt!

Der er to uger til – kun to uger!

Siden dengang for halvandet år siden, hvor Gitte stod i salen og opfordrede alle os elever til at rejse ud i verden som en del af vores gymnasietid, er der sket meget. De mange svævende dagdrømme om Sydamerikas Andesbjerge er nu blevet så virkelige, at jeg om 14 dage lander i Quitos lufthavn midt i mellem de høje vulkaner. Det er næsten ikke til at forstå, at det faktisk kommer til at ske.. Jeg har ventet meget længe.

Hvad jeg helt præcist kommer til at lave dernede, er jeg ikke helt sikker på. Jeg ved, at jeg skal bo i en mindre by uden for Quito hos et ældre ægtepar, og at jeg skal arbejde med 40 små unger i alderen 1-5 år. Jeg har fået at vide, at jeg skal undervise dem i matematik og engelsk, men jeg må indrømme, at jeg har mine tvivl om, hvor meget engelsk jeg kan lære toårige børn.. For slet ikke at tale om matematik. Lige nu forestiller jeg mig, at det mest er omsorg og leg, jeg kommer til at stå for, men jeg finder jo ud af det hele, når jeg står dernede.

Jeg ved heller ikke, hvor ofte jeg kommer til at kunne koble mig på nettet, men jeg vil forsøge at holde denne blog opdateret med jævne mellemrum, så I også kan få en lille fornemmelse af en del af verden, der ligger meget langt væk fra Rysensteen.

Jeg glæder mig! MEGET!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar