Den foerste uge

Saa er det en uge siden jeg rejste fra Kastrup og meget er sket siden da.
Denne tur er en stor mundfuld, men en rigtig god en af slagsen, og jeg nyder at vaere her. I ugen der er gaaet har jeg fundet mig til rette paa mit nye vaerelse med de lilla vaegge, bambusbjaelker, bliktag og et falmet sengetaeppe med et stort billede af skoenheden og udyret (efter at han er blevet til prins vel at maerke). Jeg bor hos et soedt aegtepar der hedder Mercedes og Louis, og de har taget sig godt af mig. Ingen af dem snakker engelsk, saa alt maa foregaa paa spansk. Dette er en udfordring, men helt sikkert ogsaa den eneste maade jeg kan laere det paa - saa jeg er glad.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde, mit projekt... Det er mest en boernehave, men den forbereder boernene paa skolen igennem et utal af sange der beskriver navnene paa boernenes fingre, ugedagene og meget mere. Boernene er saa soede - og utroligt smukke. Der er ca 60 af dem og jeg kaemper med at laere deres navne. De fleste navne er meget normale og lyder mere eller mindre amerikansk - det er navne som Nayeli, Kevin og Naomi. Og saa er der Stalin. Ja, en lille nuttet dreng ved navn Stalin, og jeg maa sige at det er lidt underligt, at sige ordene "Stalin boerst dine taender", men man vender sig til det. Det er sjovt at vaere sammen med boernene og jeg nyder det, selvom jeg ikke forstaar halvdelen af deres pludren.

I loerdags moedte jeg de andre familiemedlemmer der bor paa vores vej, og jeg snakkede laenge med Mercedes' bror der taalmodigt forklarede mig om Ecuadors historie og de politiske problemer, og det lykkedes mig faktisk at forstaa det. Vi blev afbrudt, da alting pludselig begyndte at ryste og det foeltes som om, huset var blevet forvandlet til en af de bumlende busser med de larmende motorer. Mit foerste jordskaelv. Mercedes og Louis sprang op og styrtede rundt, hvorefter de loeb ind i huset ved siden af, hvor deres barnebarn Doménica bor og var alene hjemme. Selve jorskaelvet varede ikke engang et minut, men deres reaktion overraskede mig meget. Jeg har vist haft en eller anden forestilling om, at de er vant til jordskaelv her, og at de ville tage det helt roligt, men der tog jeg fejl. I stedet begyndte Mercedes at graede og snakke i en hysterisk tone. De fortalte mig senere, at der kun er jordskaelv ca hvert fjerde eller femte aar. Jeg synes nu at det var meget spaendende, og jeg tror ikke at det var saa voldsomt.

Senere paa dagen var det min plan at gaa i byen med nogle af de andre volontoerer, men inden da blev jeg inviteret til at spise frokost hos et familiemedlem, hvilket jeg takkede ja til. Det viste sig, at hun boede lidt langt vaek, og pga. jordskaelvet der aabenbart har oedelagt en bro, sad vi i en koe i to timer, fór vild og var tre timer om at naa frem. Saa ingen bytur til mig, i stedet fik jeg noget meget bedre. Det viste sig at frokosten avr en stor havefest for familie, naboer og bekendte og min familie begyndte lystigt at skaenke op af deres ecuadorianske oel, og jeg fandt ud af, at man ikke maa sige nej, hvis man bliver tilbudt et glas. Aftenen udviklede sig, og pludselig ankom en dame iklaedt en stor sort blotter-lignende frakke. Da hun smed den havde hun naesten igenting under den - en ikke-eksisterende nederdel, en sort blazer der var aaben nok til at man kunne se hendes bryster der var ved at falde ud af hendes hoejroede BH der matchede hende slips og lange hoejhaelede stoevler. Hendes paaklaedning fik mig til at taenke paa Istedgade og hun virkede meget malplaceret til familiesammenkomsten i et land, hvor kvinderne til alle tider har daekket deres ben til. Det var foerst da hun fik en mikrofon i haanden,m at det gik op for mig, at hun skulle synge, og maaske var hun ikke saa malplaceret alligevel, for min gamle far Louis nikkede med anerkendene mine da hun begyndte at synge og sagde "muy buen". Saa meget for mig og mine fordomme.
Det blev en skoen aften, hvor jeg dansede mellem bjergene under en halvmaane der hang som et smil paa himlen, sammen med min gamle (men meget ernergiske) familie til rytmer, der var meget langt fra panfloejtemusikken der ellers kan hoeres i mange af de gamle busser.

Jeg har skrevet meget, men der er endnu mere at fortaelle, og jeg kunne blive ved. I stedet vil jeg slutte af med at sige, at min far Louis i gaar aftes sendte mig et af sine tandloese smil og sagde "te quiero". naa.
Jeg har det godt, og i morgen vil jeg rejse ind i orienten (junglen) sammen med de andre volontoerer. Jeg glaeder mig.