Min hverdag her

Mange ting oplever jeg her. Ud over de helt spektakulaere ting saasom Cotopaxi og regnskoven, saa lever jeg ogsaa et roligt liv med mange smaa oplevelser, der er lige saa vigtige for denne rejse. Jeg vil proeve at fortaelle lidt om dem her.

Jeg bor i Cumbaya en rig bydel i det nordlige Quito, eller dvs. at den bydel i Cumbaya der hedder Miravalle er meget rig, i min del af Cumbaya er folk ikke saa rige. Det virker nogle gange som om, alt her er en del af Quito – bare en mindre bydel. Fx arbejder jeg i Collaqui som er den fattigste bydel i Tumbaco, som igen er en del af Quito.

Levestandarden her i Ecuador svinger utroligt meget. Jeg har vaeret i otte hjem, og jeg har set alt fra sparsomme hjem til store luksusvillaer. Sidste soendag lavede jeg og de andre piger fra projektet mad sammen med Mario og Andrés – vores capoeiralaerer og ven fra holdet. De er begge to baade rige og succesfulde, og de forsoegte virkelig at lade vaere med at goere store oejne, da de saa det hus i Collaqui, hvor en af de andre voluntoerer bor, og hvor vi skulle lave mad. De har nu heller ikke saerligt meget i det hjem. Et smalt rum med en sofa og et stuebord, et par smaa sovevaerelser og et koekken, hvor der er saa lavt til loftet, at man kun kan staa oprejst enkelte steder – ogsaa selv om man er en lille ecuadorianer.
Det er en stor kontrast til en af de andre voluntoerers hjem i Miravalle. Her har en gruppe rige familier lavet en miniature-by, med en kaempe mur rundt om og sikkerhedsvagter. I deres hjem mangler der ikke noget – der er nok naermere dobbelt saa meget af det, saa de har brug for.

Jeg selv bor sparsomt, men med alt hvad der er brug for. Vaeggene er saa tynde, at det lille skrattende TV’s daarlige lyd gaar lige igennem min vaeg, og naar det er slukket holder min ”mors” snorken mig vaagen, paa trods af, at hun ligger i rummet ved siden af. Hvis jeg formaar at lukke disse lyde ude og alligevel er ved at falde i soevn, kan jeg vaere stensikker paa at blive vaekket kl 10:15 af en bilalarm der gaar i gang hver eneste aften med en serie af varierende hyletoner den fyrer af paa repeat, uden at nogen goer noget for at stoppe den. Jeg er ofte meget traet om aftnen, men jeg har opgivet at gaa i seng, foer bilen er faerdig med at hyle. En anden lille ulempe ved huset er, at det ikke rigtigt er vandtaet. Hvis det regner, formaar taget og doerene ikke at holde vandet ude, saa jeg er mange gange blevet overrasket over at traede i en af de store vandpytter der ligger over alt i huset efter en ordentlig skylle.

Hver morgen koerer Mercedes og Luis mig til Tumbaco, og paa vejen slaar de korsets tegn for sig to gange og beder en lille boen. Der gik en uge inden jeg opdagede, at de gjorde det samme sted paa turen hver dag, og der gik tre uger mere indtil jeg opdagede, at de ikke gjorde det samme sted paa turen hver dag. Jeg har forgaeves forsoegt at finde et moenster i det, men jeg tror ikke, at det eksisterer.

Jeg skrev paa et tidspunkt, at der er en lille dreng ved navn Stalin i min boernehave. Det viser sig at der er to. Det har ogsaa vist sig, at det er et meget normalt navn, og at der er mange af de andre voluntoerer der har drenge ved navn Stalin paa deres projekter. Jeg har dog kun snakket med en enkelt pige, der har fortalt, at hun har en lille dreng ved navn Hitler i hendes klasse. Navnene har undret mig en del, og jeg har spurgt en smule om det. Saa vidt jeg har forstaaet er grunden til disse navne, at foraeldrene ikke aner hvem Hitler og Stalin er. De ved bare at navnet ”Hitler” er kendt, og at det var en person der havde noget at goere med 2. verdenskrig. Punktum. Det er en smule underligt.

Nogle af de ting jeg oplever her er til tider lidt irriterende (som fx hundene der ser forraederisk soede ud, men som i virkeligheden er ondskabsfulde og bider ud efter dine ben), men langt det meste er bare tankevaekkende eller underholdende (som buschauffoererne der koerer som en braekket arm, saa alle i bussen falder og ruller rundt paa gulvet – inkl. mig selv).

Der er saa meget at skrive om, og jeg proever paa ikke at goere disse indlaeg alt for lange, saa resten bliver nogle korte stikord til at beskrive min hverdag: Her er kvinder i store skoerter med fjer i haaret og deres boern i et toerklaede paa ryggen, en bus med militaerskoleboern vinker til mig hver morgen, I sidste uge tog jeg en kvinde i et stjaele fra mig i bussen, lille Tatianna vil hele tiden have os til at synge Hakuna Matata, og saa er der bjergene. Der er bjerge lige meget hvor man kigger hen, det er fantastisk.

PS. I den her weekend var jeg i Mindo, hvor jeg floej paa hovedet gennem luften kun koblet fast til et tyndt kabel 100 meter over taageskoven, og hvor jeg sprang 12 meter ned langs et brusende vandfald (jeg landede skaevt og har store roede ophovnede maerker paa mine laar, -men det var fedt alligevel). Her er saa spaendende!

Cotopaxi

Jeg elskede virkelig at sejle rundt i kanoerne et sted inde i regnskoven, men i denne weekend, tror jeg, at jeg har oplevet noget endnu bedre. Det var et initiativ arrangeret af Universidad de Católica for at samle penge ind

til en lille landsby i Orienten, der gik ud paa, at samle en gruppe, der havde lyst til at tage med til Cotopaxi.

Cotopaxi er en meget smuk sneklaedt vulkan med en tilhoerende naturpark. Selvfoelgelig skulle jeg og de andre piger fra projektet med, og vi endte med at vaere en hel lille gruppe fra organisationen, der droppede paintball og i stedet stod op kl halv fem for at naa bussen tre kvarter senere (men som selvfoelgelig dukkede op en halv time forsinket).

Der var meget smukt, men paa en helt anden maade, end regnskovens groenne bredder med den lumre varme. I Cotopaxis nationalpark befandt vi os pludselig i nogle hoejder vi ikke er vant til, selv efter at have boet i Quito i en maaned. I stedet for regnskovens frodighed stod vi nu pludselig i et landskab der bedst kan beskrives med ord som barsk og storslået. Store udstrakte sletter med enorme sten kastet ud over dem, kurvede bakker og hoeje bjerge der rejste sig omrking os, det ene flottere end det andet.
Jeg kunne ikke lade vaere med at taenke paa Ringenes Herre med scenerne fra Gondor. Man kunne lige forestille si

g en flok ryttere komme galoperende hen over de golde hoeje. Der gik endda vilde heste ved foden af bjergene, og selvom jeg aldrig rigtigt har vaeret et heste-menneske, saa var det et flot syn.

Selvom der var fantastisk i regnskoven, saa gjorde bjergene og hoejsletternes vildhed nu et stoerre indtryk paa mig. ME GUSTAN MUCHO!

Vi blev koert et stykke op ad Cotopaxi, hvor vi blev sat af, saa vi kunne vandre op til the refugee. Der kan ikke have vaeret mange hundrede meter, men det tog sin tid pga. den tynde bjergluft, der fik mit hjerte til at arbejde paa hoejtryk. Da vi naaede op til det lille hus, var der nu nogen af os, der ikke var helt tilfredse med at stoppe, saa vi fik lov til at traske videre i vores snegletempo endnu nogle hundrede meter, saa vi kom op til sneen i fem kilometers hoejde. Jeg tror maaske at vi i alt fik gaaet en lille kilometer, det lyder maaske ikke af saa meget, men hvis man ikke er akklimatiseret og i forvejen har lidt ondt i laarene efter Capoeira-dans, saa var det alligevel en lille sejr. Men jeg ville nu gerne have gaaet hele vejen op til toppen – men det kostede baade penge og tid som jeg ikke har saa meget af. Men det var en rigtig god oplev

else, som jeg er meget glad for, at have faaet med.

I onsdags havde jeg vaeret halvdelen af min tid i projektet, og i dag er det praecis fire uger siden jeg rejste hjemmefra, og der er praecis fire uger til at jeg rejser hjem igen. Allerede halvvejs. Det gaar meget hurtigt, og jeg proever ihaerdigt at faa det hele med.

Det er lidt uhyggeligt som tiden gaar, og de naeste to uger skal nok forsvinde foer jeg opdager det, og pludselig er jeg paa vej til Galápagos. Det glaeder jeg mig nu ogsaa til! Jeg er nu ked af, at jeg snart skal sige farvel til boernene, for jeg er ved at laere dem rigtig godt at kende, og de er virkelig fantastiske. Det bliver nok svaert. Jeg maa nok bare nyde det hele, mens det varer.

Hav det godtderhjemme!

Paa tur i Regnskoven

Tidligt mandag morgen vendte jeg helskindet hjem fra orienten, og er nu i stand til at trykke disse computertaster ned med samtlige fingre i god behold. Ikke alle var lige saa heldige.

Jeg tilbragte fem ret fantastiske dage dybt inde i regnskoven taet paa den colombianske graense (hvilket ikke alle var lige trygge ved) sammen med en gruppe af de andre volontoerer. I loebet af de fem dage oplevede vi lidt af hvert; vi sejlede ned ad mudrede floder, kiggede paa aber og papegoejer, fiskede efter piratfisk, badede samme sted som vi lige havde halet de glubske fisk op fra, gyngede i lianer, laa i haengekoejer, spiste myrer (der smagte overraskende godt at lime), vadede igennem sumpomraader med vores bagage hoejt haevet over hovederne, besoegte det oprindelige folks landsbyer, saa krokodiller og diverse edderkopper, holdt babyalligatorer – og vi saa nogle smukke solnedgange.

For mit eget vedkommende var det en spaendende men ogsaa afslappende tur, paa trods af en natlig vandretur i junglen hvor jeg – og jeg ved stadig ikke helt hvordan det gik til - opdagede, at jeg havde sagt ja til, at vores guide kunne placere en kaempe skorpionedderkop paa mit ansigt, og en efterfoelgende aften, hvor en kaempe fisk sprang op i vores kano foran to amerikanske piger, der gik saa meget amok at vi naer var faldet ud i vandet til de mange alligatorer.
Alligevel slappede jeg af, men det er nu ogsaa svaert at stresse et sted der ellers er saa roligt (og varmt).

Jeg skrev, at ikke alle slap lige godt fra vores jungleeventyr, og det er rigtigt. En islandsk fyr fra min gruppe ved navn Olaf kom ustandseligt til skade. Maaske var hans to meter og seks centimeter hoeje krop for stor en fristelse for de mange dyr. Han formaaede i hvert fald at blive bidt af den babyalligator vores guide havde fisket op af vandet – det var dog ikke et alvorligt bid, saa det glemte vi hurtigt den foelgende dag, da andre dyr fik oeje paa ham. Efter at have vandret mange timer igennem regnskoven med dens mange farlige dyr (heriblandt doedsens giftige froer) foelte vi os i sikkerhed, da vi naaede tilbage til floden og kunne se vores kano. Det viste sig dog at vaere en falsk sikkerhed, da vi pludselig befandt os under angreb fra en flok hidsige insekter, der var langt mere aggressive end krokodillerne, og med bid der gjorde ondt resten af dagen. Olaf lykkedes at blive bidt fem gange – to af gangene i ansigtet, hvor han haevede voldsomt op.
Det vaerste var dog, da vi fiskede efter piratfisk. De fisk vi fangede, tog vi af krogen og smed ud i vandet igen, og med ”vi” mener jeg Olaf, da vi andre ikke rigtigt havde lyst til at naerme os de skarpe taender for meget. Olaf klarede det fint, indtil han var uopmaerksom et kort sekund, og pludselig var der blod ud over det hele. Piratfisken han holdt i sin haand havde taget en stor bid af hans finger.
Det var ikke saa godt, men som Larron, en anden volontoer, paapegede, saa vil en del af Olaf nu altid forblive i Ecuador.
Mens jeg skriver om piratfiskene vil jeg lige indskyde, at jeg var mega sej og fangede en af dem. Det var dog mindre sejt, da jeg tabte den ned i kanoen, hvor den gik amok i vores bagage.

I loebet af de fem dage saa vi mange forunderlige ting, og paa trods af Olafs hul i fingeren, havde vi alle en rigtig god tur.

I ugen der er ved at vaere gaaet siden da, har jeg vaeret til min foerste dansetime. Jeg og tre andre piger har meldt os til noget der hedder ”capoeira” som er en god blanding af dans og selvforsvar. Og saa er det uhyggeligt haardt. Foerste gang var i forgaars og de sidste to dage har jeg humpet rundt med oemme muskler der har gjort, at jeg har vaeret ude af stand til at binde boernenes snoerrebaand og saette mig ned paa en stol uden at skaere en slem grimasse. Naeste time er i aften og selvom det bliver sjovt, saa frygter jeg det lidt, men smerten skal vel bare – i dette tilfaelde ikke loebes, men – sparkes vaek. Mit haab er, at jeg, efter en maaned med to ugentlige timer, vil vaere mega hardcore og have optraenet nogle tiltraengte muskler.

Det bliver alt for denne gang, saa I maa have det rigtig godt.