Cotopaxi

Jeg elskede virkelig at sejle rundt i kanoerne et sted inde i regnskoven, men i denne weekend, tror jeg, at jeg har oplevet noget endnu bedre. Det var et initiativ arrangeret af Universidad de Católica for at samle penge ind

til en lille landsby i Orienten, der gik ud paa, at samle en gruppe, der havde lyst til at tage med til Cotopaxi.

Cotopaxi er en meget smuk sneklaedt vulkan med en tilhoerende naturpark. Selvfoelgelig skulle jeg og de andre piger fra projektet med, og vi endte med at vaere en hel lille gruppe fra organisationen, der droppede paintball og i stedet stod op kl halv fem for at naa bussen tre kvarter senere (men som selvfoelgelig dukkede op en halv time forsinket).

Der var meget smukt, men paa en helt anden maade, end regnskovens groenne bredder med den lumre varme. I Cotopaxis nationalpark befandt vi os pludselig i nogle hoejder vi ikke er vant til, selv efter at have boet i Quito i en maaned. I stedet for regnskovens frodighed stod vi nu pludselig i et landskab der bedst kan beskrives med ord som barsk og storslået. Store udstrakte sletter med enorme sten kastet ud over dem, kurvede bakker og hoeje bjerge der rejste sig omrking os, det ene flottere end det andet.
Jeg kunne ikke lade vaere med at taenke paa Ringenes Herre med scenerne fra Gondor. Man kunne lige forestille si

g en flok ryttere komme galoperende hen over de golde hoeje. Der gik endda vilde heste ved foden af bjergene, og selvom jeg aldrig rigtigt har vaeret et heste-menneske, saa var det et flot syn.

Selvom der var fantastisk i regnskoven, saa gjorde bjergene og hoejsletternes vildhed nu et stoerre indtryk paa mig. ME GUSTAN MUCHO!

Vi blev koert et stykke op ad Cotopaxi, hvor vi blev sat af, saa vi kunne vandre op til the refugee. Der kan ikke have vaeret mange hundrede meter, men det tog sin tid pga. den tynde bjergluft, der fik mit hjerte til at arbejde paa hoejtryk. Da vi naaede op til det lille hus, var der nu nogen af os, der ikke var helt tilfredse med at stoppe, saa vi fik lov til at traske videre i vores snegletempo endnu nogle hundrede meter, saa vi kom op til sneen i fem kilometers hoejde. Jeg tror maaske at vi i alt fik gaaet en lille kilometer, det lyder maaske ikke af saa meget, men hvis man ikke er akklimatiseret og i forvejen har lidt ondt i laarene efter Capoeira-dans, saa var det alligevel en lille sejr. Men jeg ville nu gerne have gaaet hele vejen op til toppen – men det kostede baade penge og tid som jeg ikke har saa meget af. Men det var en rigtig god oplev

else, som jeg er meget glad for, at have faaet med.

I onsdags havde jeg vaeret halvdelen af min tid i projektet, og i dag er det praecis fire uger siden jeg rejste hjemmefra, og der er praecis fire uger til at jeg rejser hjem igen. Allerede halvvejs. Det gaar meget hurtigt, og jeg proever ihaerdigt at faa det hele med.

Det er lidt uhyggeligt som tiden gaar, og de naeste to uger skal nok forsvinde foer jeg opdager det, og pludselig er jeg paa vej til Galápagos. Det glaeder jeg mig nu ogsaa til! Jeg er nu ked af, at jeg snart skal sige farvel til boernene, for jeg er ved at laere dem rigtig godt at kende, og de er virkelig fantastiske. Det bliver nok svaert. Jeg maa nok bare nyde det hele, mens det varer.

Hav det godtderhjemme!