Mange ting oplever jeg her. Ud over de helt spektakulaere ting saasom Cotopaxi og regnskoven, saa lever jeg ogsaa et roligt liv med mange smaa oplevelser, der er lige saa vigtige for denne rejse. Jeg vil proeve at fortaelle lidt om dem her.
Jeg bor i Cumbaya en rig bydel i det nordlige Quito, eller dvs. at den bydel i Cumbaya der hedder Miravalle er meget rig, i min del af Cumbaya er folk ikke saa rige. Det virker nogle gange som om, alt her er en del af Quito – bare en mindre bydel. Fx arbejder jeg i Collaqui som er den fattigste bydel i Tumbaco, som igen er en del af Quito.
Levestandarden her i Ecuador svinger utroligt meget. Jeg har vaeret i otte hjem, og jeg har set alt fra sparsomme hjem til store luksusvillaer. Sidste soendag lavede jeg og de andre piger fra projektet mad sammen med Mario og Andrés – vores capoeiralaerer og ven fra holdet. De er begge to baade rige og succesfulde, og de forsoegte virkelig at lade vaere med at goere store oejne, da de saa det hus i Collaqui, hvor en af de andre voluntoerer bor, og hvor vi skulle lave mad. De har nu heller ikke saerligt meget i det hjem. Et smalt rum med en sofa og et stuebord, et par smaa sovevaerelser og et koekken, hvor der er saa lavt til loftet, at man kun kan staa oprejst enkelte steder – ogsaa selv om man er en lille ecuadorianer.
Det er en stor kontrast til en af de andre voluntoerers hjem i Miravalle. Her har en gruppe rige familier lavet en miniature-by, med en kaempe mur rundt om og sikkerhedsvagter. I deres hjem mangler der ikke noget – der er nok naermere dobbelt saa meget af det, saa de har brug for.
Jeg selv bor sparsomt, men med alt hvad der er brug for. Vaeggene er saa tynde, at det lille skrattende TV’s daarlige lyd gaar lige igennem min vaeg, og naar det er slukket holder min ”mors” snorken mig vaagen, paa trods af, at hun ligger i rummet ved siden af. Hvis jeg formaar at lukke disse lyde ude og alligevel er ved at falde i soevn, kan jeg vaere stensikker paa at blive vaekket kl 10:15 af en bilalarm der gaar i gang hver eneste aften med en serie af varierende hyletoner den fyrer af paa repeat, uden at nogen goer noget for at stoppe den. Jeg er ofte meget traet om aftnen, men jeg har opgivet at gaa i seng, foer bilen er faerdig med at hyle. En anden lille ulempe ved huset er, at det ikke rigtigt er vandtaet. Hvis det regner, formaar taget og doerene ikke at holde vandet ude, saa jeg er mange gange blevet overrasket over at traede i en af de store vandpytter der ligger over alt i huset efter en ordentlig skylle.
Hver morgen koerer Mercedes og Luis mig til Tumbaco, og paa vejen slaar de korsets tegn for sig to gange og beder en lille boen. Der gik en uge inden jeg opdagede, at de gjorde det samme sted paa turen hver dag, og der gik tre uger mere indtil jeg opdagede, at de ikke gjorde det samme sted paa turen hver dag. Jeg har forgaeves forsoegt at finde et moenster i det, men jeg tror ikke, at det eksisterer.
Jeg skrev paa et tidspunkt, at der er en lille dreng ved navn Stalin i min boernehave. Det viser sig at der er to. Det har ogsaa vist sig, at det er et meget normalt navn, og at der er mange af de andre voluntoerer der har drenge ved navn Stalin paa deres projekter. Jeg har dog kun snakket med en enkelt pige, der har fortalt, at hun har en lille dreng ved navn Hitler i hendes klasse. Navnene har undret mig en del, og jeg har spurgt en smule om det. Saa vidt jeg har forstaaet er grunden til disse navne, at foraeldrene ikke aner hvem Hitler og Stalin er. De ved bare at navnet ”Hitler” er kendt, og at det var en person der havde noget at goere med 2. verdenskrig. Punktum. Det er en smule underligt.
Nogle af de ting jeg oplever her er til tider lidt irriterende (som fx hundene der ser forraederisk soede ud, men som i virkeligheden er ondskabsfulde og bider ud efter dine ben), men langt det meste er bare tankevaekkende eller underholdende (som buschauffoererne der koerer som en braekket arm, saa alle i bussen falder og ruller rundt paa gulvet – inkl. mig selv).
Der er saa meget at skrive om, og jeg proever paa ikke at goere disse indlaeg alt for lange, saa resten bliver nogle korte stikord til at beskrive min hverdag: Her er kvinder i store skoerter med fjer i haaret og deres boern i et toerklaede paa ryggen, en bus med militaerskoleboern vinker til mig hver morgen, I sidste uge tog jeg en kvinde i et stjaele fra mig i bussen, lille Tatianna vil hele tiden have os til at synge Hakuna Matata, og saa er der bjergene. Der er bjerge lige meget hvor man kigger hen, det er fantastisk.
PS. I den her weekend var jeg i Mindo, hvor jeg floej paa hovedet gennem luften kun koblet fast til et tyndt kabel 100 meter over taageskoven, og hvor jeg sprang 12 meter ned langs et brusende vandfald (jeg landede skaevt og har store roede ophovnede maerker paa mine laar, -men det var fedt alligevel). Her er saa spaendende!
Jeg bor i Cumbaya en rig bydel i det nordlige Quito, eller dvs. at den bydel i Cumbaya der hedder Miravalle er meget rig, i min del af Cumbaya er folk ikke saa rige. Det virker nogle gange som om, alt her er en del af Quito – bare en mindre bydel. Fx arbejder jeg i Collaqui som er den fattigste bydel i Tumbaco, som igen er en del af Quito.
Levestandarden her i Ecuador svinger utroligt meget. Jeg har vaeret i otte hjem, og jeg har set alt fra sparsomme hjem til store luksusvillaer. Sidste soendag lavede jeg og de andre piger fra projektet mad sammen med Mario og Andrés – vores capoeiralaerer og ven fra holdet. De er begge to baade rige og succesfulde, og de forsoegte virkelig at lade vaere med at goere store oejne, da de saa det hus i Collaqui, hvor en af de andre voluntoerer bor, og hvor vi skulle lave mad. De har nu heller ikke saerligt meget i det hjem. Et smalt rum med en sofa og et stuebord, et par smaa sovevaerelser og et koekken, hvor der er saa lavt til loftet, at man kun kan staa oprejst enkelte steder – ogsaa selv om man er en lille ecuadorianer.
Det er en stor kontrast til en af de andre voluntoerers hjem i Miravalle. Her har en gruppe rige familier lavet en miniature-by, med en kaempe mur rundt om og sikkerhedsvagter. I deres hjem mangler der ikke noget – der er nok naermere dobbelt saa meget af det, saa de har brug for.
Jeg selv bor sparsomt, men med alt hvad der er brug for. Vaeggene er saa tynde, at det lille skrattende TV’s daarlige lyd gaar lige igennem min vaeg, og naar det er slukket holder min ”mors” snorken mig vaagen, paa trods af, at hun ligger i rummet ved siden af. Hvis jeg formaar at lukke disse lyde ude og alligevel er ved at falde i soevn, kan jeg vaere stensikker paa at blive vaekket kl 10:15 af en bilalarm der gaar i gang hver eneste aften med en serie af varierende hyletoner den fyrer af paa repeat, uden at nogen goer noget for at stoppe den. Jeg er ofte meget traet om aftnen, men jeg har opgivet at gaa i seng, foer bilen er faerdig med at hyle. En anden lille ulempe ved huset er, at det ikke rigtigt er vandtaet. Hvis det regner, formaar taget og doerene ikke at holde vandet ude, saa jeg er mange gange blevet overrasket over at traede i en af de store vandpytter der ligger over alt i huset efter en ordentlig skylle.
Hver morgen koerer Mercedes og Luis mig til Tumbaco, og paa vejen slaar de korsets tegn for sig to gange og beder en lille boen. Der gik en uge inden jeg opdagede, at de gjorde det samme sted paa turen hver dag, og der gik tre uger mere indtil jeg opdagede, at de ikke gjorde det samme sted paa turen hver dag. Jeg har forgaeves forsoegt at finde et moenster i det, men jeg tror ikke, at det eksisterer.
Jeg skrev paa et tidspunkt, at der er en lille dreng ved navn Stalin i min boernehave. Det viser sig at der er to. Det har ogsaa vist sig, at det er et meget normalt navn, og at der er mange af de andre voluntoerer der har drenge ved navn Stalin paa deres projekter. Jeg har dog kun snakket med en enkelt pige, der har fortalt, at hun har en lille dreng ved navn Hitler i hendes klasse. Navnene har undret mig en del, og jeg har spurgt en smule om det. Saa vidt jeg har forstaaet er grunden til disse navne, at foraeldrene ikke aner hvem Hitler og Stalin er. De ved bare at navnet ”Hitler” er kendt, og at det var en person der havde noget at goere med 2. verdenskrig. Punktum. Det er en smule underligt.
Nogle af de ting jeg oplever her er til tider lidt irriterende (som fx hundene der ser forraederisk soede ud, men som i virkeligheden er ondskabsfulde og bider ud efter dine ben), men langt det meste er bare tankevaekkende eller underholdende (som buschauffoererne der koerer som en braekket arm, saa alle i bussen falder og ruller rundt paa gulvet – inkl. mig selv).
Der er saa meget at skrive om, og jeg proever paa ikke at goere disse indlaeg alt for lange, saa resten bliver nogle korte stikord til at beskrive min hverdag: Her er kvinder i store skoerter med fjer i haaret og deres boern i et toerklaede paa ryggen, en bus med militaerskoleboern vinker til mig hver morgen, I sidste uge tog jeg en kvinde i et stjaele fra mig i bussen, lille Tatianna vil hele tiden have os til at synge Hakuna Matata, og saa er der bjergene. Der er bjerge lige meget hvor man kigger hen, det er fantastisk.
PS. I den her weekend var jeg i Mindo, hvor jeg floej paa hovedet gennem luften kun koblet fast til et tyndt kabel 100 meter over taageskoven, og hvor jeg sprang 12 meter ned langs et brusende vandfald (jeg landede skaevt og har store roede ophovnede maerker paa mine laar, -men det var fedt alligevel). Her er saa spaendende!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar